Stu Ungar

Stu UngarStu Ungar vandrede ubesværet mellem spil og vandt alt, han rørte ved – næsten.  Udstyret med en usædvanlig høj IQ valgte han at satse. Gamblingens svar på guitarristen Keith Richards er måske den bedste kortspiller nogensinde.

Stu Ungar blev født I New York i 1953.

Faren, Isodore Ungar, var barejer, womanizer og bookmaker, og Stu fik spil ind med modermælken. Om ikke fra faren – der gennembankede Stu da han opdagede, at sønnen spillede terninger med bargæsterne – så fra moren, der havde brug for Stus hjælp i kortspil.

Stu Ungar vandt sin første gin rummy turnering som 10-årig, og han begyndte at frekventere New Yorks illegale spilleklubber.

Faren døde i armene på sin elskerinde, da Stu var 14, og han droppede ud af skolen kort tid efter for at spille fuldtid.

 

The comeback kid

Så snart Stu Ungar havde råd, kastede han sig over alle spil i nærheden. Gin rummy, hjertefri, craps, lotto, blackjack, hestevæddeløb, golf, vanvittige væddemål osv.

Han vandt, tabte, vandt igen, tabte igen. Uden mål – og med stærkt svingende midler.

Gevinsterne blev vundet på kortspil. En anden legendarisk gambler, Amarillo Slim, har beskrevet Stu Ungar’s spil sålede: “Hans styrke var hans aggression. Han var fuldstændig ligeglad med penge, de var som vand for ham.”

Spillene førte Stu Ungar vidt omkring, og alle steder blev han berømt og berygtet for sit spil, selv om han var populær hos dealere og tjenere. Han gav altid gode drikkepenge, uanset om han havde vundet.

Den benhårde gamblersjæl stod i fuldstændig modsætning til hans skrøbelige ydre.

Huden lignede pergament, han var mager (kom aldrig over 50 kilo), og han bar i slutningen af sit liv runde John Lennon-solbriller placeret langt nede på næsen for at skjule sine ødelagte næsebor efter års hårdt narkomisbrug. Til trods for sit misbrug og hårde livsstil, så han yngre ud, end han var, hvilket gav ham øgenavnet The Comeback Kid.

Stu Ungars evner udi i korttælling var formidable, man får næsten indtryk af et autistisk element (jf. Raymond i filmen Rain Man).

Et væddemål med odds 1:10 med casinoejeren Bob Stupak er legendarisk.

De spillede blackjack med 6 sæt spillekort, og da der var 3 kort tilbage, skulle Stu nævne dem. Gættede han forkert, kostede det ham $10.000.

Det gjorde han ikke.

Stu Ungar var suveræn i kortspillet gin rummy, hvor han tyranniserede sine modspillere.

De mødte op med selvsikkerheden og håret i orden og slipset pænt bundet. Efter nogle timer i Stus selskab sad slipset løst, håret var rodet og afmægtigheden lyste ud af øjnene.

Som Stu tørt beskrev situationen: “It was fuckin´ beautiful.”

Til sidst turde ingen længere spille gin rummy mod den spillehungrende gambler. Hans levebrød og livsindhold var truet.

 

Stu Ungar – 3 gange verdensmester i poker

I slutningen af 1970´erne kastede Stu sig over poker. Stu Ungar er indtil nu den eneste, der har vundet Main Event i det uofficielle pokerverdensmesterskab, World Series of Poker (WSOP) i Las Vegas 3 gange.

Stus tilgang til kortspil var professionel. Det gjaldt ikke om sjov og hygge, det var iskold forretning og benhårdt arbejde.

“See, in my world – the world of high-stakes gin and poker – we play for cold, hard cash. It’s all business, pure and simple. Anyone who thinks cardplaying is a “game” – I´ll show you a loser. Money… M-O-N-E-Y. That´s how you measure success. One dollar at a time, one chip at a time. That’s how you keep score.”

I 1980 vandt han WSOP. Med sine kun 27 år blev Stu den yngste vinder nogensinde (siden er aldersrekorden overhalet indenom flere gange, senest af amerikanske Joe Cada, og ikke mindst vores egen Peter Eastgate).

Efter sejren blev han spurgt, hvad han ville bruge de mange gevinstpenge til. “Spille dem op!” lød svaret.

Og det gjorde han så.

Året efter vandt Stu igen WSOP, selv om han var tæt på at blive udelukket. Et par dage tidligere havde han spyttet efter en dealer på casinoet, hvor WSOP skulle foregå.

Stu fik først lov til at spille, da casinoejeren, den legendariske Benny Binion, blev overbevist af sin søn om al den medieopmærksomhed, WSOP ville få, når den regerende mester deltog.

Samme aften, som Stu vandt WSOP, tabte han $2 millioner ved crapsbordet.

Efter mange års pause stillede han op i 1997, men denne gang ville ingen betale hans buy-in. Det lykkedes ham med nød og næppe at skrabe pengene sammen, han vandt selvfølgelig og dedikerede sejren til sin datter, Stephanie.

 

Karruseller og gynger

Hvad Stu Ungar vandt på kortspil, tabte han på heste.

Last fulgte talent. Når han skulle afkoble hovedet efter en sejr ved kortbordet, besøgte han travbanen. “Jeg behøvede den konstante udfordring. Der er ingen egentlig udfordring i at tæve en samling tabere i kort. Men giv mig et hestevæddeløb og lad mig gætte på vinderen – det fik mit blod til at flyde.” Stu tabte og tabte og tabte.

Selv om pengepræmier på cirka 700 millioner kroner løb gennem hænderne på Stu Ungar (tager vi inflation i betragtning, bliver beløbet endnu mere imponerende), havde han den økonomiske bagdel placeret i vandskorpen.

Og vandet var iskoldt. For at få råd til nye spil, måtte han sælge sin sjæl til djævlen: Mafiaen lurede hele tiden i baggrunden og tog deres gode procentbid af gevinsterne.

 

Slutningen

Stu blev afhængig af bl.a. kokain efter at han oplevede en større personlig krise.

Først begik hans adopterede stedsøn, Richie, selvmord, og siden forlod hans elskede kone, Madeleine, ham.

Egentlig startede Stu Ungar med stofferne, fordi de kunne give ham ekstra energi i lange spillesessions, men brugen udviklede sig hurtigt til misbrug.

Da han blev fundet død af en overdosis i 1998, måtte hans venner skillinge sammen til begravelsen. Fem år efter Stu Ungars død blev der indspillet en film om hans liv fra 2003, High Roller: The Stu Ungar Story (alternativ titel: Stuey).

Stu Ungars livshistorie er næppe et eksempel til efterfølgelse, men man kan alligevel ikke lade være med at fascineres.

Bare et kort øjeblik.

Giv din vurdering